Tre typer computerspil

Der findes tre forskellige typer computerspil, som kan anvendes i undervisningen:

Kommercielle spil
Virksomhedsmaterialer
Edutainment

Det er vigtigt, at skolens computere kan opfylde de tekniske krav, der er til computerspillet. Du finder oftest disse krav på bagsiden af pakken.

Database over spil til brug i undervisningen
På hjemmesiden www.socialimpactgames.com kan du finde et katalog med flere end 200 computerspil, hvor målet med spillene er andet end ren underholdning. En glimrende vidensbase med kategorier som fx "Health and Wellness Games", "Political and Social Games" og "Business Games".

Kommercielle spil
Størsteparten af de kommercielle spil har den fordel, at de med det samme skaber motivation for eleverne. Det er ofte velkendte, gennemarbejdede produkter, der er skabt af de bedste udviklere.
Spillene er dog ikke udviklet decideret til undervisning, og dermed giver det en række udfordringer for lærerne at tilrettelægge et hensigtsmæssigt undervisningsforløb. De tidlige erfaringer herhjemme har vist positive resultater bl.a. med brug af spillene Sims og Counterstrike. Læs mere om erfaringerne her.

De kommercielle spil kan opdeles i mange forskellige kategorier af spil, og det er en god idé som lærer at overveje, hvilken kategori man ønsker at bevæge sig ind i. Læs mere om kategorierne på Medierådets hjemmeside her.

Der findes også en række demo-sites, hvor man kan downloade spilbare demoer (fx www.pcgameworld.com) – demoerne er nemme at installere og koster ikke noget – og derfor en billig måde at komme i gang på.

Aldersmærkning
For de kommercielle spil gælder, at der er en vejledende aldersmærkning på pakkerne kaldet PEGI. Mærkningen er en anbefaling, der vedrører indholdet af spillet - hvor gammel man skal være for at det er forsvarligt at se og spille spillet. Mærkningen siger derimod ikke noget om spillets sværhedsgrad - fx kan et kompliceret golfspil være mærket 3+. Det betyder at et 3-årigt barn sagtens kan tåle at se indholdet af spillet.

Læs meget mere her: www.spilpolitik.dk og på Medierådets hjemmeside.

Undervisningsmateriale fra virksomheder og foreninger
Mange virksomheder og foreninger udgiver digitalt undervisningsmateriale for at fremme udbredelsen af deres budskaber eller styrke deres image blandt folkeskolebørn. Disse spil er således udviklet decideret til undervisningssituationen, men naturligvis med meget mindre budgetter end de kommercielle spil og derfor af svingende kvalitet.
Det er derfor en god idé at udveksle erfaringer med kollegaer, om hvilke spil der er gode og dårlige. Du kan også hjælpe andre ved at dele dine erfaringer her på hjemmesiden - send en mail til postmaster@spilundervisning.dk med dine erfaringer.

Edutainment - læringsspil
Læringsspil er computerspil som er direkte målrettet undervisningssituationen. Spillene er udviklet af professionelle spiludviklere, men med et lavere budget end de kommercielle spil. Spillene er i princippet optimalt tilrettelagt i forhold til lærerens rolle, men der er fortsat ikke udviklet så mange af denne type spil og der er stor forskel på spillenes kvalitet.
Derfor er det vigtigt at sikre sig, at spillet er så godt, at det formår at fastholde elevernes motivation. Du kan hjælpe andre ved at dele dine erfaringer her på hjemmesiden - send en mail til postmaster@spilundervisning.dk med dine erfaringer.

Et eksempel på et edutainment spil, som har fået en god modtagelse, er Drabssagen fra Melved. Besøg spillets hjemmeside her: http://drabssag.emu.dk/

 

Send os en mail, hvis du har tilføjelser, ændringer, forslag, ris eller ros til denne side: postmaster@spilundervisning.dk