|
En
uge i Simscity
Computerspillet SimCity var
inspirationskilden, da Simested Skole i Nordjylland for en uge i foråret
2004 blev forvandlet til et minisamfund. Formålet var at give børnene
indsigt i, hvordan samfundet fungerer, og hvordan man selv skal yde en
aktiv indsats for at få noget ud af livet.
”Byen blev døbt SimCity, fordi de ældre børn kender SimCity universet
fra computerspillet, som er meget populært blandt børnene både derhjemme
og i skolefritidsordningen. Det gav en god start og en stor motivation
for at være med,” forklarer Yvonne Madsen, som er lærer og souschef på
Simested Skole.
Yvonne Madsen fortæller videre om projektet:
”Hver elev indtog en stilling i samfundet – vi havde bankansatte,
lærere, politibetjente, selvstændigt erhvervsdrivende osv. Det har givet
eleverne indblik i, hvordan samfundet er bygget op med en udøvende,
dømmende og lovgivende magt. Desuden forstår børnene nu nye sammenhænge
- fx ved de nu, at grunden til, at der er et gratis folkebibliotek, er,
at vi alle betaler skat.”
Der er mange andre eksempler på, hvordan børnene nu bedre forstår
samfundets mekanismer og den enkeltes rolle. Fx fandt Niels fra 7.
klasse ud af, at han hellere ville have et almindeligt politijob til en
lavere løn end et stressende job som redaktør. ”Godt nok fik jeg noget
mere i løn som leder på avisen, men jeg synes nu også, at det er rart
ikke at have så meget at lave – jeg kan godt undvære pengene,” fortalte
Niels til Viborg Stifts Folkeblad, der i marts 2004 bragte en artikel om
projektet.
Tankegangen i minisamfundet på Simested Skole var som i SimCity, nemlig
at børnene skulle bygge et samfund op fra bunden. Derfor overvejer
Simested Skole nu ifølge Yvonne Madsen til næste års SimCity projekt at
gå videre med computerspillet.
”Spillet har en række pædagogiske kvaliteter, som vi vil se nærmere på
næste år,” siger Yvonne Madsen.
|

Spil
får større og større interesse som læringsredskab, både i undervisning
og arbejdsliv.
|